Pinsen 13-16 maj, 2005.
Pinsetur i telt 2005.
Vores tur til Esbjerg startede allerede på vej hjem fra Rømø, da vi havde faet lov til at stille Kaben på den 6 stjernede. Der stod allerede et par i forvejen, så den skulle ikke stå og kede sig, mens vi var ovre for at arbejde. I ugens løb kunne vi se på vejrmeldingen, at Anny & Knud havde haft bud derop. Vi kørte til Esbjerg fredag i rimeligt vejr, med udsigt til noget endnu bedre.
Da vi ankom, havde vores vogn virkelig fået selskab. Haven var nu næsten fyldt. Jeg fik hurtig sendt Dorthe ind for at lave mad, så vi kunne spise sammen med de andre i teltet. Anny & Knud havde simpelthen købt et partytelt, til vi skulle komme. Det var sat op bag flagstangen, hvor der alligevel aldrig holder nogle campingvogne.
Der blev virkelig hygget i teltet om aftenen. Udenfor var det jo lidt småkoldt.
Lørdag formiddag sang vi standeren op og nød herefter Anny's "lille" traktement. Vi fik de flotteste Kabekager man kan tænke sig. UHM........ gad vide om der er flere tilbage ?
Herefter var der næsten frit slag resten af dagen. Nogle kørte til Esbjerg, andre til Varde, nogle til Tyskland og andre holdt møde, men om eftermiddagen var der kaffe på græsplænen. Aftensmaden stod jo på fisk, som Knud havde bestilt på havnen. Det var nogle flotte rødspætter, som næsten var pandeklar. Vi stod selvfølgelig hver især for stegningen, som blev gjort på forskellige måder, alle med et spiseligt resultat. Efter maden blev der igen hygget i det dejlige telt. Søndag morgen gav Anny & Knud rigtige rundstykker i teltet. Efter at have hygget os med det, var det tid til udflugt.
Vi kørte på rad og række til Ribe for at se Vikinge-landsbyen. Der var desværre lukket om søndagen, men efter lidt tid fandt vi ud af at se den alligevel - hegnet var ikke helt tæt. Det blev en fin oplevelse, men den jo have været større - og dyrere - hvis værkstederne havde været i gang.
Frokosten blev indtaget ved Kammerslusen. Der var vi ikke ene om at være. Her var mange, som var ude at nyde det dejlige vejr. Fra slusen kørte vi til Tulipanfest i Ribe. Det var ikke mange tulipaner, vi så, men de havde nogle gode små is. Der var også et marked, som nogle ikke kunne holde sig fra. Nu gik turen hjem til den 6 stjernede og kaffe på græsplænen, men ikke alle havde faet is nok, så de rundede lige de hvide mænd og isboden i Sædding.
Efter at have indtaget valgfri aftensmad, fandt Orla & Asmus deres harmonikaer frem. De underholdt os med dejlig fællessang, som senere blev til fællesdans.
Allerede mandag.......... Tiden går hurtigt i godt selskab. Standeren blev sunget fint ned og der var almindeligt opbrud. Vi selv kørte efter frokost. Der er jo en bid vej hjem.
Der er lidt uro om Anny & Knud's dejlige hus og have, så der blev samlet ind til et par løver, som kan forsvare deres hoveddør.
Tusind tak for et dejligt havetræf og på gensyn næste år.
Dorthe & Max
|