Tilbage
2 artikler fra KABE-bladet juni 1999.

PÅSKEN 1999


Svanninge Søgård Camping


PÅSKEN 1999 på Svanninge Søgård Camping Vores tur til Sydfyn med klubben i påsken var en god oplevelse, der var godt tilrettelagt, af Vita og Orla, og de havde sørget for godt vejr hele påsken.

Vi startede hjemme fra Glostrup, onsdag efter arbejdstid, og kørte mod Storebæltsbroen for at ende ved Svanninge Bakker. Vi ankom ved 8 tiden til en dejlig campingplads, der var ankommet 2 vogne og inden aften var vi 5. Næste dag kom sidste hold. De kom helt fra Odense.

Torsdag blev flaget hejst, og der blev derefter kørt en tur i bakkerne og kigget på forskellige ting i området, hvorefter der blev spist is (har jeg hørt, jeg var ikke selv med, da jeg var for afkræftet efter køreturen dagen før) så jeg besluttede lynhurtigt, at jeg næste dag måtte tage revanche med isen. Og så havde de langelændere, hvilket er en kulinarisk oplevelse.

Fredag kørte vi så alle en tur i området. Vi så på vandmøller uden vand, og en kirke der var revet ned for flere hundrede år siden. Vi så også en skarv koloni på en ø, som lå så langt væk, at man skulle have en kikkert, nogle kæmpe oplevelser.
Vi sluttede af med at drikke kaffe uden cognac på en herregård til kr. 50 pr. kop i en stue fra det 1500 århundrede ( som den hjemme).
Da vi kom tilbage til pladsen, var det spisetid så Inge og Hans og os to gik en tur ned til grillen og fik os en pølse. Jeg fik en ½ m hotdog, jeg har aldrig set så stor en hotdog, så det måtte jeg prøve, de andres var mere normale, og så sluttede vi af med is. Da vi gik derfra, kunne vi ikke rokke med ørerne, så meget havde vi spist. Det var en god dag.

Lørdag vadede vi Fåborg tynd. Der er mange gamle huse at se på, og så skulle vi også have handlet lidt, ellers var det hygge, og om aftenen fællesspisning.

Søndag skulle vi jages tidligt op, for vi skulle ud på Lyø. Fra Fåborg og ud til øen var der en halv times sejlads. Det var en dejlig tur. Vi havde taget morgenbrød med fra bageren i byen og kaffe fra vognene. Øens hovedstad, Lyøcity har nogle af de ældste huse i hele sydfyns-området. Vi drak kaffe på kroen, det var dejligt billigt efter alle de udgifter, vi havde haft. Vi gik hele øen rundt. Vi var bl.a. ude at se klokkestenen. Vi medbragte selv klokkeren, men tiden flyver af sted, så vi måtte tilbage til båden og hjem til pladsen. Endnu en dejlig dag.

Så blev det mandag og vi skulle skilles. De fleste kørte hjem, men vi havde en uge tilbage, som vi brugte til at køre rundt på Fyn.

Tak til Vita og Orla for en dejlig påske.

Hilsen
Susan og Torben.


Påsketræf 1999 Søgård Camping Svanninge

31 marts -5 april.

Igen i år havde vi et dejligt påsketræf i dejlige omgivelser og sammen med nogle dejlige "Kabe folk". Nogle ankom til campingpladsen allerede onsdag aften, men ellers kom vi i løbet af torsdagen. Vi havde det dejligste vejr, som man kan tænke sig. Dette havde Vita og Orla også sørget for.

Da vi havde fået vores frokost torsdag, gik turen til Svanninge Bakker, hvor vi gik en dejlig tur og afsluttede med en af de største vafler med guf, som man kunne tænke sig, for nogle af os kunne øjnene ikke få nok. Vi kørte hjem og fik kaffen uden kage denne dag.

Orla og Vita havde fået en aftale med ejeren af campingpladsen angående en af opholdsstuerne, så vi kunne spise sammen om aftenen og hygge os.

Fredag formiddag gik turen ud i det blå med madpakker og kaffe.
Vi så Kaleko Mølle, som er Danmarks ældste fungerende vandmølle, Sortesø, Østrupgård og Brændgård Sø med skarvkoloni. Vi afsluttede den dejlige dag med eftermiddagskaffe på Steensgård Herregårdspension, og rigtig hjemmebag.

Fredag aften var en dejlig aften, hvor der blev grillet og spist udenfor.

Lørdag gik turen til Fåborg, hvor vi kiggede lidt på byen og havnen. Fåborg er en meget hyggelig by med mange flotte gamle huse og små gader.

Søndag skulle vi tidlig op, da vi skulle en tur til Lyø. Vi skulle sejle kl. 09.30. fra Fåborg, så vi havde taget kaffe og rundstykker med, så vi kunne nyde dette på båden. Vi havde også denne dag sol fra en skyfri himmel.

Vi så det meste af øen og var også ude ved klokkestenen, hvor vi spiste vores medbragte mad.

På Lyø er der en kro. Der var denne søndag 80-års fødselsdag, så alle øboerne var til fest, men vi kunne godt komme ind på kroen og få kaffe og dejlig hjemmebagt kringle. Turen gik hjemad kl. 16.30. og da var vi også godt trætte.

Mandag var det hjemrejsedag. Vi siger tak til Vita og Orla for et godt træf og tak til alle for et hyggeligt samvær.

Hilsen
Kirsten og Dennis Carlsson
Odense.

 
Tilbage
Tilbage