Så har der igen været en lille flok Kabeclubmedlemmer på tur til Nordkapp.
Artiklen herunder stod i KABE-bladet september 2002.
Nordkap tur retur i ugerne 28-29 og 30 år 2002!
Flere kalder det "Campistens manddomsprøve", næsten 7.000 km. på 3 uger. Det er mange kilometer og det er forholdsvis kort tid, hvis man vil se det, der er at se. Manddomsprøve er det faktisk, for der skal køres hver dag - springer man en dag over for at hvile, skal der køres så meget mere de øvrige dage. Skal man se det, der er at se, skal man beregne langt længere tid 5- 6 uger (måske endda i underkanten).
Der var ikke nogen fast planlægning, men to af holdene havde, før turen startede, sat sig sammen for at planlægge en rute med nogle hovedmål. Hvis man ikke vil ud at køre på de helt små lokale veje, er der nu ikke så megen ruteplanlægning. Når der er 3 uger til at gennemføre turen på, er man for det meste nødt til at vælge hovedvejen.
Vi var 6 vogne, der mødtes på rastepladsen 30 km nord for Gävle. Der var egentlig tilmeldt 7, men en af deltagerne var lige blevet opereret for grå stær og lægen havde frarådet at køre en tur af denne kaliber. Nogle af holdene kendte hinanden rigtigt godt og andre var nye, men hurtigt blev vi rystet sammen. Undertegnede havde et uheld på vejen op og det blev jo diskuteret fra alle vinkler. Min KABE Safir havde faet ødelagt det bagerste hjørne ved mødet med autoværnet, fordi vognen var kommet i "slyng". En meget ubehagelig oplevelse at se sin KABE komme så meget i slinger at den er oppe at køre på kun det ene hjul, og de få sekunder, man har til at forsøge at redde situationen, er de værste i ens liv.
Der var andre små "uheld", som måske kunne være undgået hvis... Men man hovedreparerer jo ikke sin Volvo, før man kører. (Propellen faldt af, fordi boltene knækkede. Kullene i generatoren viste sig at være slidt ned og lydpotten kunne ikke holde til hele turen). Der var faktisk ingen af de øvrige deltager, der havde materielle problemer.
Sådan nogle småting skal ikke ødelægge en oplevelse fra en pragtfuld tur rundt om Nordkapp. Turen gik op gennem Sverige, hvor vi de første dage kørte nogle meget lange strækninger, for så tidligt så muligt at komme op i områder, hvor "man ikke før har været". Vi kørte ikke i hold, men mødtes på de forskellige bestemmelsessteder hver aften. Selvfølgelig kan der opstå uenighed om hvor langt, der skal køres pr. dag og hvad der er af interesse. For det meste var vi da enige - med nogle enkelte undtagelser. Undertegnede valgte ikke at tage med til Kirkenes og den Russiske grænse. Mona og jeg valgte at køre ad den direkte vej fra Kiruna til Nordkapp, hvorved vi kunne sætte distancerne kortere og bruge 3 dage til ren hygge. Vi ankom til Nordkapp fredag (en uges kørsel) og oplevede her den meget smukke sol- ned/op- gang. Man er så fascineret af stemningen deroppe, at vi først spiste aftensmad kl. 03.00. De øvrige ankom næste dags eftermiddag og standerhejsningen blev gennemført i lidt køligt og diset vejr. På Nordkapp skal man faktisk være lidt heldig for at opleve solen.
Hvor vi den første uge havde kørt rigtigt meget og ikke oplevet naturen så intens, skal jeg love for, at det kom i overmål på turen ned gennem Norge: Bjerge, klipper,. kløfter, åbne vidder og vandfald og natur og natur. Det er faktisk svært at holde oplevelserne adskilt, også selvom det er nogle dage siden, vi er kommet hjem, har set billeder og ellers sunket alt.
I Mo i Rana holdt vi standerstrygning, Mona skulle med flyet hjem og nogen ville noget andet end det ellers planlagte.
En konklusion for turen må være: Det er en manddomsprøve at køre de mange kilometer. Der er så mange ting at opleve, at det ikke kan opleves på en tur, men at turen kan bruges til at udse sig nye mål for nye ferieoplevelser. Og jeg tror, alle på turen oplevede Lofoten, som noget der bliver et emne for en ny ferie.
Der er 2 -3 dages køretur og en 14 dages ferie kan blive en fantastisk oplevelse. Der skal hjemmefra lægges en plan, men den skal ikke være for detaljeret, for man når det ikke.
Deltager på turen:
Jette og Erik Christensen Medl. Nr. 112,
Eva og Anton Vesterholm Medl. Nr. 113,
Jette og John Petersen medl. Nr. 138,
Dorthe og Max Nygård Medl. Nr. 102,
Jytte og Steen Hansen Medl. Nr. 116
og skribenten af dette indslag:
Mona Andersen og Peter Jørgensen Medl. Nr. 101
|