Artiklen herunder stod i KABE-bladet december 1998.
Det er Kabeclubbens Efterårstur til Nordfriesland og Schleswig
Efterårstur til Nordfriesland
9. - 18. okt 1998
Lørdag efter en forrygende tur fra Langeland, med storm og regn i stride strømme, nåede vi til Åbenrå, for sent til den ekstraordinære
generalforsamling, men tro det om I vil, det gik godt alligevel.
Søndag var vi tre vogne, der forlod Åbenrå camping, som ligger utroligt smukt. Vi kørte ad små veje til grænsen et sted, hvor vi handlede og
derefter kørte vi videre til Dagebüll camping. Der var meget vådt, men vi fandt da en plads, hvor vi nogenlunde tørskoet kunne komme til og fra. Hele det Nordfrisiske
vadehavsområde hører til en naturpark, som går fra den danske grænse til Elbens munding. Sent om aftenen ankom Henrik, Anders og Vivi.
Mandag så vejret ud til lidt af hvert og turen gik til Hallig Hooge, en af de små kunstige øer i Nordsøen, hvor husene er bygget på store
høje, de såkaldte varfter og hvor de lavere liggende marker bliver oversvømmet, når vandstanden stiger for meget. Det så meget pudsigt ud, da vi sejlede forbi en af
disse Halliger, der lå som en lang tange med en masse store bebyggede muldvarpeskud. Det må være specielt hårdføre folk, der bor på disse øer. Da vi kom
hjem, inviterede Anders og Vivi til kaffe på hotellet, de havde nemlig bryllupsdag (30 år), og vi havde en rigtig hyggelig aften.
Nu fortsætter Vivi.
Hilsen Inge.
------
Vi kunne ikke komme med til Hallig Hooge, men kørte rundt på "fastlandet", imponeret af de rigtig mange vindmøller på digerne og de mange får som
går helt ude foran det yderste dige. På det flade våde landområde blev vi overrasket over at se rådyr.
Tirsdag forlod vi Dagebüll camping og kørte sydpå over Husum. Efter at have fjollet lidt rundt nåede vi til "Zum Seehund" i Simonsberg, lige bag det yderste
dige og meget våd, men også en dejlig plads. Efter at have spist frokost kørte vi til Friederichstadt, som ligger ved Eideren og kaldes nordens Venedig. Det er en smuk gammel by,
hvor bl.a. husfacader i gammel Hollandsk stil vender ud mod torvet med den gamle brønd. Vi gik rundt og kiggede på denne gamle by. Vi handlede lidt og blev overrasket over at blive
tiltalt på dansk i butikkerne. Kaffe m.m. indtog vi på et fint gammelt konditori med den rigtige atmosfære. Vi fik flotte store kager til, sådan nogle hvor maven fik nok
før øjnene.
Onsdag pakkede vi madpakkerne og kørte tilbage via Husum og ud på Nordstrand, hvor vi så de tre store kirker for hver sin konfession: evangelisk, romersk katolsk
og gammelt katolsk. Inden dæmningen lå Skovbüll kirke, som har flotte træskulpturer. Fra dæmningen havde vi et flot overblik over den landvinding, man får indtryk
af foregår langs hele vestkysten. Vi så Odenbøl kirke, der som den eneste af 19 lå tilbage, stærkt beskadiget, på sin varft efter den store stormflod i 1362. Vi
spiste frokost i et par biler. Det øs regnede, men udsigten var flot ud over havet fra Süderhafen.
Vi kørte til Husum og gik til vadehavsmuseet. Et utroligt museum der gav indtryk af de voldsomme naturkræfter, der tager fat ved en stormflod samt menneskets kamp mod
disse gennem tiderne. Vi trak kaffe i en automat i et ubemandet cafeteria i kælderen.
Torsdag pakkede vi igen madpakkerne og kørte først til den, til djævelen forskrevne Roter Haubarg, en firlænget gård med stort fælles tag. Vi
så museet og bestilte bord i restauranten til om aftenen.
Vi kørte så til Westerhever for at se fyrtårnet. Vi parkerede på en dyr plads, hvor vores bil blev takseret som en autocamper, så vi spiste
fælles frokost i den.
Eftermiddagskaffe drak vi ved Eidersperrwerke, en imponerende sluse, hvor vi havde flot udsigt ind langs Eideren. Vi sluttede af med en lækker middag på Roter
Haubarg.
Fredag kørte vi til Haithabu camping ved Hedeby. Tænk vi havde fælles kaffebord i det fri med solskin over pladsen. Herefter tog vi ind og så på
Schleswig by.
Lørdag tog Inge og Hansemann afsked. Vi gik til Vikingemuseet, som ligger flot på en tange. Her lærte vi alt, hvad der er værd at vide om vikingerne.
Søndag kørte vi sammen til grænsen, hvor vi tog afsked efter en pragtfuld uge. Det var en meget godt tilrettelagt tur, hvor vi fik ekstra udbytte af, at Orla havde sat sig
grundigt ind i alt, hvad der er værd at vide og se, når det gælder vadehavet.
Tak for en dejlig tur.
Vivi og Anders.
|