Westendorf - Østrig.
Julen 2001
Turen til Westendorf var ikke annonceret i KABE bladet sidste år. Alligevel fandt 4 KABE vogne samt en enkelt Solifer vogn sammen om at holde jul i Westendorf.
Vi har holdt jul de sidste 9 år i Westendorf, så turen derned kender vi, motorvej helt til Wõrgl derefter Ca. 30 km. på en bred god vej. Lige før campingpladsen er der en lille kort stigning på 15% herefter er man oppe i Ca. 800m højde. Campingpladsen ligger ud til vejen, så den er nem at finde.
Op til byen er der ca. 5 min. kørsel eller ca. 15 min. til fods. Man kan også tage skibussen fra pladsen.
Alle årene har der ikke været problemer med sne gennem Tyskland. Vi har 1120 km fra Haderslev, så vi plejer at køre hjemmefra fredag sidst på dagen, og køre til ca. kl. 01.00. Få en god nattesøvn og så være på pladsen først på eftermiddagen lørdag. I alt ca. 14 timers køretid. I år tog turen ca. 28 timer, da det sneede meget igennem Tyskland og flere steder gik trafikken totalt i stå i flere timer (et sted holdt vi stille i 3 timer) og det blev kun til ca. 2-3 timers søvn og ankomsten sammen med Jette og Erik blev først lørdag ved 17 tiden.
Efter en god nattesøvn var vi på ski om søndagen. Noget af den mest perfekte sne samt pister man kan forlange. I dalen lå der ca. 40 cm samt på bjerget lå der 110 cm. Hen på eftermiddagen ankom Leif og Dorit, Torben og Susan samt Soliferen med Jens og Alice.
Den 24. December er der nogen, der vælger at holde jul / samt spise i vognene. Vi har i alle årene spist på et hyggeligt sted oppe i byen "Alpenhof". Leif, Dorit, Alex, Torben og Susan samt undertegnede. 7 mand i alt havde bestilt bord på "Alpenhof".
Efter en god middag er det en tradition at gå til katolsk midnatsgudstjeneste, som starter 22.30 (en utrolig oplevelse at se hvordan katolikkerne pynter gravstederne på kirkegården i julen, lys samt julepynt på alle gravsteder). Efter gudstjenesten, lige udenfor kirken, var der et orkester, der spillede julemelodier til lige over midnat. Herefter sker der jo noget for de unge mennesker. Discotekerne åbner og så er der gang i den.
Dagene går jo som sædvanlig alt for hurtig. Vi oplevede vejret fra sin gode side. 3 dage med sol 2 dage med ca. 20 cm nysne på pisterne om morgen. En enkelt dag med snevejr.
Det var lige denne dag vi havde valgt at tænde grillerne for at grille pølser om middagen. Weber grillene blev fundet frem og de 2 Weber chefer Leif og Torben i standsmæssig påklædning med Weber handsker, Weber forklæder, Weber grilltang og Weber tænding samt Weber kul og tændstikker (den fik alt hvad den kunne trække med fis og ballade) og sneen dalede stille ned. Vi fik også bygget et spisebord i sne til 14 personer med hvid dug på. Blev der spildt på dugen tog moder natur sig af dette. Sneen lagde i løbet af ingen tid en ny hvid dug på. Problemet med bordet kom først da Erik ville have bordet flyttet op til sin campingvogn.
Desværre har en ferie også en ende, så den 29. december begyndte hjemturen for de fleste. Der blev taget pænt afsked med de forskellige og fra os Anton og Eva skal der lyde en tak for utrolig hyggelig samt social jul.
Som I kan se i træfkalenderen går turen igen i år 2002 til Westendorf. Vi har allerede booket 3 pladser. Er der andre, der kunne tænke sig at tilbringe julen i Westendorf så kontakt os, så skal vi nok bestille en plads. Som regel kan vi bestille pladserne løbende helt frem til december.
Hilsen Anton og Eva
Tlf. 74 52 87 21
|