For 5.gang drog vi afsted til et Kabestævne i Hedeland. Igen var det Birthe og Erik + Lis og Jørgen, som stod for denne herlige week-end. Herlig af flere grunde : 1 -Det er altid dejligt at mødes med andre fra klubben 2 -Det er skønt med traditioner, når de er vellykkede 3 - Vi nyder at bruge campingvognen fuldt ud og nyde godt af at være selvforsynende, hvilket der er mulighed for her, hvor vi jo fricamperer. 4 - Det er et spændende og afvekslende naturområde at bevæge sig rundt i. 5 - Week-endens forløb planlægger vi i fællesskab lige efter standerhejsningen, så alle har mulighed for at få indflydelse på arrangementet.
I år kom Jürgen med et tilbud om, at vi kunne komme ind på Køreteknisk anlæg (dog kun med forvognen ), hvilket straks faldt i god jord. Vi enedes om at bruge søndag formiddag derovre.
Vi begyndte med en fælles bustur rundt på hele anlægget, hvor Jürgen lige demonstrerede noget glatbanekørsel for os (der blev godt nok protesteret lidt, da han sagde, at han lige ville få bussen i slinger, hvorefter han ville prøve at " fange " den igen - altså rette den op. Det værste, der ku' ske var, at det ville rykke kraftigt i bussen, når den igen ramte sikkerhedsvejen langs isen) Dette sidste spændingsmoment udeblev imidlertid, da Jürgen på fornemmeste vis junglerede rundt med bussen - men suset fornemmede vi altså alligevel.
Herefter var der frie hænder til at prøve de forskellige baner med div. snedige forhindringer, alt det man havde lyst til. Det hele under kyndig vejledning af Jürgen via walkier, så sikkerheden var i orden.
Men herudover forløb week-enden sædvanen tro med råhygge i smågrupper og ved langborde, cykelture, traveture og oseture i Tune, div. justeringer af campingvognene både inde og ude - hvad der måske er et problem for den ene, kan afhjælpes af en anden, som har stået i samme situation. Det er jo også noget af det, som gør det rart at være afsted på turene. Jeg vil altså heller ikke undlade at nævne, at vi også i år fik serveret både kokosmakroner (gad vide om det mon lykkedes for Kjeld at få den skønne opskrift ) og lagkager af værtsparrene.
Dan og jeg siger endnu en gang tak for en herlig week-end.
Ellen